• Efterslæb på flere milliarder i landet: København er ikke en undtagelse

    Source: BDK Borsnyt / 27 Mar 2024 08:29:00   America/New_York

    Hvis du er en af de mange cyklister i København, har du garanteret noteret dig de mange huller, der hærger de københavnske veje. Teknik- og Miljøforvaltningen i København oplyser til TV 2 og Berlingske, at de forventer at få udbedret de værste huller efter påske. Men alle hullerne vil nok ikke lige foreløbig blive fyldt op med asfalt. Ifølge TV 2 vurderer Anders Hundahl, der er direktør i branche- og arbejdsgiverorganisationen Asfaltindustrien, at der på landsplan i 2024 er et efterslæb på vedligeholdelsen af de danske veje på omtrent fem milliarder kroner. Over for TV 2 anerkender Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune et betydeligt efterslæb, skriver mediet. Forvaltningen henviser desuden til, at kommunen arbejder på en plan for genoprettelsen af vejene. »Vores udførende enhed har i 2024 lappet flere end 8.000 huller på tværs af byen. Forvaltningen bruger fortsat alle rådige ressourcer på opgaven med at minimere generne fra de mange huller. Forvaltningen forventer, at både mængden af huller og driften er normaliseret inden påsken,« skriver forvaltningen til Berlingske. 3.945 indberetninger Berlingske har også tidligere beskrevet, hvordan vejene i år er særligt hullede. Alene i januar måned modtog Københavns Kommune 644 indberetninger om huller i vejene gennem appen Giv et praj. I løbet af hele sidste år var antallet af indberetninger 3.945 – hvilket i forvejen var en markant stigning fra 2.886 i 2022. Det viser tal, som Københavns Kommune har trukket for Berlingske. Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune har også før meddelt til Berlingske, at der generelt er et »stort efterslæb på de københavnske veje«. I 2013 igangsatte politikerne et genopretningsprogram, hvor der årligt skulle sættes ekstra midler af til genopretning af vejnettet. Men det har ikke været nok, lød det i februar fra forvaltningen. »På trods af disse ekstra midler er der stadig et ufinansieret efterslæb, som formodentlig kommer til udtryk i større slitage ved en hårdere vinter med nedbør og efterfølgende frostgrader, som det er oplevet i år.« Præcis hvad den store stigning i antallet af henvendelser skyldes, kan ifølge forvaltningen være vanskeligt at svare på. Forvaltningen peger dog på, at det »formodentlig« er en kombination af årets barske vejrforhold, som kan fremprovokere de mange huller. De mener dog også, at københavnerne er blevet bedre til at registrere huller i appen Giv et praj »som følge af forvaltningens kommunikationsstrategi«. https://www.berlingske.dk/metropol/efterslaeb-paa-flere-milliarder-i-landet-koebenhavn-er-ikke-en-undtagelse
Share on,